Den påtvungne kærlighed

”Hvad fanden er du for en kvinde? Selvfølgelig skal du elske min søn lige så højt som jeg gør. Ellers kan vi ikke være sammen!” Sådan faldt ordene til Gitte engang under et skænderi med hendes kæreste. Først blev hun meget ked af det og følte sig som den største fiasko. Tænk at hun ikke engang kunne finde ud af at elske sin stedsøn nok! Det var jo ikke drengens skyld. Han var bare et offer for forældrenes handlinger, så det skulle da ikke gå ud over ham. Og hvis Gitte nu bare tog sig lidt sammen, tænkte lidt mindre på sine egne behov og lidt mere på det stakkels barns, så skulle det hele nok gå. De skulle bare lære hinanden endnu bedre at kende. Sådan tænkte Gitte i dagene efter skænderiet. Men pludselig en aften, da hun stod foran spejlet og var ved at tage make-up af og hun samtidig kunne høre drengen kalde på sin far inde fra sin seng, gik det op for hende, at det nok aldrig ville blive anderledes. Hun ville aldrig blive i stand til at elske ham lige så højt som hans far. Og slet ikke elske ham lige så højt som hans mor. Og alligevel lå det mellem linierne, at det var det, som alle forventede af hende. Også hende selv. Altså indtil dette øjeblik. Dagen efter flyttede hun.

Er du stedmor og oplever du, at du har problemer med at varetage din rolle til alles tilfredshed – inklusiv din egen? Så kan det måske trøste dig at vide, at du har påtaget dig den sværeste af alle familierollerne. Og dermed også den mest utaknemmelige at opfylde. Jo før du accepterer denne sandhed, jo hurtigere vil du måske kunne forlige dig med rollen og de forventninger, der er knyttet til den. Og dermed skabe din egen rolle, som har langt bedre chancer for at ende som en succes.

(SUK!)

Forventningerne til en stedmor tager udgangspunkt i de forventninger, der er til selve mor-rollen. Socialt set er en ”rigtig” mor omsorgsfuld, kærlig, rummelig, uendelig tålmodig, tilgivende, opofrende, evig tilgængelig og med en evne til at tilsidesætte sig selv for barnets behov. Samtidig er rollen tæt knyttet til de traditionelle kvindelige værdier, de såkaldt ”bløde værdier”, der dækker over medmenneskelighed, indføling, blidhed, forståelse for andres situation osv. Egenskaber som man med to ord kunne kalde ”praktiseret kærlighed”. Kvindens –  og dermed moren - univers handler først og fremmest om følelser. Og dermed også stedmorens.

Og det er her de HELT urimelige forventninger til stedmoren begynder.

Faktisk afspejler selve ordet ”stedmor” den største konflikt der ligger i den rolle, nemlig at man forsøger at være noget, man alligevel ikke kan være og dermed ender man med at blive kunstig, falsk og uægte. En mor efterspørges og i stedet får man noget, der skal fungere som en mor. Altså er man i udgangspunktet blot en dårlig erstatning for noget ønsket. Det er hårde odds at være oppe imod, hvis man gerne vil gøre det godt.

For at være en god stedmor forventes man nemlig at elske sit stedbarn – med hvad dertil hører af omsorg og nærvær. Også selvom dette stedbarn på sin vis er lige så fremmed som en god venindes barn. 

Selv om vi alle ved, at følelser ikke er noget, som vi kan tvinge frem, så er det ikke desto mindre det vi forventer af en stedmor.

Det er netop denne tvang, der kan skabe trods og ubehag hos stedmoren og gøre det næsten umuligt for hende at nærme sig barnet på en naturlig måde. Heri ligger én af de store konflikter, som stedmoren er oppe imod.

En anden ligger i en usædvanlig kombination af pligt og ret. En stedmor har nemlig ingen rettigheder overfor barnet barnets side, men hun har til gengæld en masse pligter, som hun forventes at opfylde. De to vigtigste er at nære omsorg – både fysisk som følelsesmæssig –  for barnet og at behandle det retfærdigt. Det sidste er altid langt sværere, hvis hun selv får barn med faren, for så bliver de øjne der vurderer hendes retfærdighed pludselig meget skarpe. Skar hun lagkagestykkerne helt ens? Fik hendes barn en større julegave end stedbarnet? Hvor mange knus var det lige at hendes eget barn fik i weekenden i forhold til stedbarnet?

At skulle behandle stedbarnet og ens egne børn fuldstændig ens – og dermed umiddelbart retfærdigt - er ikke alene en umulig opgave; det er også en URIMELIG opgave:

For det første behandler man sjældent børn retfærdigt, hvis man behandler dem alle ens. De er, ligesom voksne, meget forskellige og har dermed også brug for noget forskelligt. Stedbarnet der checker ind i familien en fredag og forlader den igen nogle dage efter, er alene i kraft af sin særlige situation forskellig fra de andre børn, der måske er i familien, og derfor skal det også have noget særligt. Det kan være plads, opmærksomhed, omsorg eller noget helt fjerde. Så hvis man som stedmor forsøger at behandle det fuldstændig som ens egne børn, så gør man faktisk alle børnene fortræd. Ofte har stedbarnet mere brug for kontakt til sin far end til stedmoren, så at tro, at stedmoren opfylder sin pligt ved at være lige så meget sammen med stedbarnet som sine egne børn, er faktisk at gøre stedbarnet en bjørnetjeneste.

En tredje konflikt ligger i at stedmoren ingen naturlige allierede har. Andet end andre stedmødre. Faren vil næsten pr. automatik altid have ret, når han forsøger at varetage barnets tarv.

Også selvom det nogle gange blot er en dårlig maskeret konfliktskyhed overfor ekskonen, altså barnets mor, eller en slet skjult ansvarsløshed overfor barnet, som derfor forsøges listet over på stedmoren.

Mange gange ender stedmoren i en klemme mellem ekskonen og barnet om mandens opmærksomhed og hensynstagen og holder hun på sin ret, kan hun komme til at virke meget kold og egoistisk – og dermed indfri alle de kendte fordomme om stedmoren. Hvilket er noget mange kvinder vil gå meget langt for ikke at blive anklaget for at være.

Disse konflikter bærer kimen til en masse tabuer i sig. Der er mange følelser man som stedmor ikke må fortælle højt om, hvis man vel og mærke gerne vil opfattes som en kærlig og ansvarlig kvinde. Derfor står man oftest helt alene med sine frustrationer – og kan kun finde forståelse og et klap på skulderen hos andre stedmødre, der selv har situationen inde på deres egen krop. Heldigvis er der mange, der også finder stor glæde i deres forhold til stedbørnene. Blandt andet fordi de som regel også har nogle træk fra den mand, som hun selv har valgt at være sammen med. Det vigtigste at holde sig for øje, når man indgår i en stedmorrolle er dog, at barnet altid er det uskyldige offer og derfor ikke skal bære byrden af de voksnes manglende forhold.

Oplever man problemer med et stedbarn, skal man derfor først og fremmest forsøge at løse dem med faren og stille krav om, at han løser sine problemer med sin ekskone. 

Den sværeste familierolle

- Et af de store problemer for stedmødre ligger i forventningen om hvad den feminine del af en familie skal håndtere. For at være en god mor skal hun helst kunne fornemme hvilke behov alle i familien har, men hvis man får et stedbarn ind i familien, er hun lige præcis ikke naturgivent til det og allerede her kan hun gå galt i byen. Hvis hun så forsøger at give barnet den forventede omsorg alligevel og stedbarnet nægter at modtage den, så bliver frustrationerne endnu større. Dybest set handler det om, at stedmorens selvværd nedgøres som mor og kvinde og det kan udløse stærke følelser, som ikke hører til i forholdet mellem barnet og stedmoren, men i kvinden selv. Både stedmoren og stedbarnet bliver offer for nogle kulturelle forventninger til hver deres rolle, sådan som den er udformet for en traditionel kernefamilie - og ikke som den i virkeligheden er i en stedfamilie. Fordi stedmoren forventes at have en følelsesmæssig tilknytning til stedbarnet, er hendes rolle langt sværere end stedfarens. En far forventes nemlig at kunne trække de store linier, skaffe til huse og være aktiv udenfor hjemmet – og det kræver ”blot” noget handling med stedbarnet, ikke at han skal elske det og give det følelsesmæssig omsorg.

Rikke Schwartz er chefpsykolog for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Ambulatoriet i Gentofte Sygehus, og hun har megen erfaring i at vejlede forældre og stedforældre i at finde en brugbar måde at få den nye familie til at fungere på.

- Det andet store problem kan opstå, hvis faren har været alene med barnet i en tid og derfor har taget sig meget af det. Når stedmoren senere kommer ind i billedet, oplever han ofte, at han har aftjent sin ”børnepligt” og da den nye kone tilfører ressourcer ind i familien, får han pludselig mulighed for at trække sig lidt væk fra familien og i stedet koncentrere sig om aktiviteter udenfor hjemmet. Han genoptager som regel sin karriere mere end før og det kan børnene mærke, fordi han står mindre til rådighed for dem. Børnene kan så blive bange, fordi far forsvinder og de kan godt se, at stedmor er god at have, fordi hun gør far gladere, men hun er også den direkte årsag til, at faren ikke er der så meget mere. Sådan ser det jo ud med børnenes øjne. Og sådan kan stedmoren få tildelt en rolle som en arg skrubtusse ovre i hjørnet.

- Begge situationer handler i virkeligheden meget lidt om det direkte forhold mellem stedmoren og børnene. Det handler langt mere om hvordan de voksne tackler situationen og hvilke forventninger de har til hinanden. Og i sidste ende hvordan de vælger at indrette sig.

Rikke Schwartz bedste råd er derfor, at man skal lade være med at forsøge at plagiere kernefamilien. En stedmor skal lade være med at tro, at hun kan blive til en reel mor for stedbarnet med hvad dertil hører af følelser og omsorg. Tværtimod skal hun forstå, at hun skal erhverve sig en rolle som hun og barnet i fællesskab skal skabe. Det handler langt mere om samspil end om udfyldelse af roller. 

- Det paradoksale er, at jo mindre man i en stedfamilie forsøger at efterligne en kernefamilie, jo stærkere bånd knyttes der. Det er vigtigt at man holder fast i at der er forskel på de biologiske forældre og stedforældrene. Især som stedmor skal man holde meget fast i dette, for det forhindrer manden i at løbe ud i byen og i at børnene mister adgangen til og nærheden med deres far.