| Profil von LisbethDEN ONDE STEDMOR ELLER D...BlogListenNetzwerk |  Extras  Hilfe |
|
|
23 Mai Myter og andet djævelskab:S T E D M O R
 Ordet stedmor bliver ofte forbundet med "den onde stedmor":
En person, som er følelsesmæssigt kold og beregnende.
I mange eventyr repræsenterer stedmoren således "det onde".
Iflg. etymologisk ordbog kan ordet i sig selv (på oldnordisk: stjupmodhir) spores tilbage til det oldhøjtyske verbum bistiefen, som betyder at berøve nogen deres barn eller forælder. Det tilsvarende ord på oldengelsk er be-stiepan (berøve). De gamle danske ord stryp (stump) og styva (at lemlæste) er nært beslægtede. Det berøvede og lemlæstede barn er altså udgangspunkt for ordkombinationen stedmoder. Det er ikke stedmoderen, som har berøvet barnet dets mor. Men stedmoderens tilstedeværelse viser, at moren ikke længere er tilgængelig eller til stede hele tiden, ordets historie og den psykologiske virkelighed flettes sammen.
Forventningerne til stedmoren
Børn er kloge nok til, at de kun finder sig i at blive manipuleret med af voksne, de har tillid til og respekt for, og som de holder af. Familieterapeuten Jesper Juul mener, at det i langt de fleste tilfælde tager mellem tre og seks år for en stedmor (eller -far) at kvalificere sig til at være opdrager, men det betyder ikke, at man skal vente i årevis på at blive taget alvorligt som menneske. Det reelle spørgsmål er derfor aldrig, om det er den nye voksnes behov og grænser eller børnenes, der skal være gældende. Kunsten er altid at skaffe de bedst mulige betingelser for alle parter. Det må være indlysende.
 Hvad sundhedsplejersken
kan og bør hjælpe med:
- Støtte stedmoren i, at stærke ægteskabelige bånd er et vigtigt fundament. Det er afgørende at støtte hinanden som ægtepar og arbejde sammen over for børnene i stedet for imod hinanden. Fælles syn på børneopdragelse er et godt udgangspunkt. God og åben kommunikation mellem ægtefællerne er afgørende.
- Opfordre stedmoren til at markere egne personlige grænser og være tydelig omkring disse. Det er vigtigt at være realistisk og gøre sig overvejelser om, hvad der er muligt, og hvad jeg vil. - Støtte stedmoren i at være realistisk i forhold til kontrollen i stedfamilien. Kvinder med behov for kontrol får det svært i stedfamilien, fordi der er så lidt, man kan have kontrol over. Lavt kontrolniveau giver positive relationer i stedfamilien. - Støtte stedmoren i at forsøge at etablere et forhold til barnet, hvor stedmoren er som en ven til barnet, men uden et afhængighedsforhold. Disse pladser er jo ofte optaget af de biologiske forældre. - Støtte stedmoren i, at faren må være den person, som har hovedansvaret for at tage konflikter med barnet, så det ikke bliver stedmorens opgave. Her er det vigtigt, at far og stedmor viser enighed og samarbejde over for stedbarnet. - Opfordre til kommunikation mellem både biologiske forældre og stedforældre til barnets bedste. - Oplyse om, at støtte fra ægtefællernes baggrundsfamilier også er af betydning for stedfamiliens trivsel. Baggrundsfamilierne kan dels give praktisk hjælp og støtte, dels psykisk opbakning. Der er ofte brug for begge dele i stedfamilien. - Informere om vigtigheden af, at den sammenbragte familie skaber sine egne traditioner, regler og normer. __________________________________________________________________________________
DEN SAMMENBRAGTE
FAMILIE
En sammenbragt familie er en familie, hvor mindst en af parterne har børn med fra tidligere forhold. En sammenbragt familie er en ny/anden slags familieform, og derfor kan den give andre problemer end dem, man kender fra kernefamilien:
 * Det kan f.eks. være svært at skabe fælles normer og holdninger, når man kommer fra hver sin familie med måske hver sit barn og hver sin måde at organisere sig på og være familie på.
* Hvis det kun er den ene af parterne der har barn eller børn kan det være svært at være den nye stedmor eller stedfar. Det kan i det hele taget være vanskeligt - både som barn og som voksen - at finde sin nye rolle i en sammenbragt familie. Ofte er der store forventninger til at stedforældre/stedbørn skal have en god relation fra starten.
* Barnet eller børnene har ofte også en anden familie, de kommer i. Dét, at der er en biologisk forælder der kan have indflydelse på den sammenbragte familie, kan være svært at håndtere.
* Mange biologiske forældre oplever skyldfølelse over at bringe børn ind i et nyt forhold. Skyldfølelser både over for den nye partner og barnet/børnene.
Den sammenbragte families anderledeshed
Konfliktfyldte områder inden for den sammenbragte familie, hvor det
bliver tydeligt, at denne familie er ANDERLEDES end en kernefamilie:
 1) Hver af familiemedlemmerne kommer med sín
"kernefamilie"-baggrund i bagagen: Inden stedfamilien blev dannet, levede de fleste familiemedlemmer i en kernefamilie. Moderen og faderen var sammen, inden børnene kom til verden. Det var deres kærlighedsforhold, der var primært bestemmende for, hvordan livet i familien skulle leves. De udgjorde familien.
Da børnene blev født, var disse en tilføjelse, de blev en naturlig del af familien. Børnenes status i familien var anderledes end deres forældres. Familien udviklede sig med udgangspunkt i forældrenes grundlæggende personlighed og deres indbyrdes relation. Børnene voksede op med forældrenes idéer, holdninger og meninger som det givende "sådan er det i vores familie". I den sammenbragte familie mødes medlemmerne i familien med hver deres normer, værdier og regelsæt fra tidligere parforhold. Derfor er et af de største problemer i den sammenbragte familie at få udviklet en følelse af helhed og samlet familieidentitet. 2) Der er (mindst) en biologisk forælder udenfor familien:
I en stedfamilie er der en biologisk forælder udenfor familien, og den ene forælder er af samme køn som en af de voksne inde i familien. En mor og en stedmor og/eller en far og en stedfar; (mindst) to af hver med den samme funktion i forhold til barnet. En definition af hver isærs roller er derfor meget svær at lave.
Denne manglende eller utydelige definition af roller og funktioner kan let skabe følelser af usikkerhed og konkurrence. De biologiske forældre kan føle en stor angst bl.a. for at "miste" deres børn til den anden part, som går ind i samme funktion. På den måde kan der opstå en magtkamp/konkurrence de to hjem imellem. Det er en kamp, der kan slide et parforhold "op" i den sammenbragte familie. En kamp, hvor barnet uundgåeligt ville være i midten. Barnet kan også opleve angst og usikkerhed over, at en anden voksen "overtager" den biologiske forældres funktion. Der kan opstå en loyalitetskonflikt, da barnet føler, at det er illoyalt over for sin mor, hvis det kan lide stedmoderens omsorg. I den traditionelle familie har hver person sin egen position i forhold til de andre. Forældrene har deres plads og autoritet som mor og far. Børnene har deres - den yngste, den mellemste og den ældste. Der bliver ikke set surt på, at moderen f.eks. laver faderens livret, hvorimod det er noget helt andet, hvis moderen laver stedfaderens livret! - eller faderen laver barnets livret, når det er på weekendbesøg hos hans "nye" familie. Voksnes og børns adfærd bliver nemmere accepteret i en kernefamilie end i en sammenbragt familie, fordi kernefamiliens voksne er børnenes forældre, og børnene er de voksnes børn. I den sammenbragte familie overlapper positionerne som oftest hinanden. Overlapningerne og handlingerne kan stå som en trussel for den anden, og dermed opstår spørgsmålene: A) Har stedfaderen den samme autoritet som den oprindelige far i familien?
B) Har en stedmor den samme plejende, beskyttende funktion som den biologiske moder?
Eller rettere sagt: Får de lov til at have det?
VIL de overhovedet have det?
Disse spørgsmål skal hver enkelt stedfamilien tage stilling til. Der findes ingen almene regler - ingen modeller. Det kan være svært at "udføre" sin rolle som enten stedmor eller mor, stedfar eller far, uden at det kan opleves som en trussel for den anden part af det samme køn og med den samme funktion. Uanset om vi er os det bevidst eller ej, definerer vi konstant hinanden gennem den måde, hvorpå vi handler og kommunikerer. I handlinger forsøger vi at virkeliggøre vores muligheder, mål og valg, hvorved identiteten åbenbarer sig og manglen på identitet afslører sig. Har man ikke anledning til at virkeliggøre sig selv, vil man føle sig svækket og miste selvtilliden. Jo mere kompliceret og opsplittet samfundet og ens livssituation bliver, jo vanskeligere bliver det også at etablere og fastholde en identitet. Når individet befinder sig i en social usikker situation, og der således ikke er overensstemmelse mellem personens følelser og omverdenens forventninger, kan man blive handlings- og udviklingslammet. Mange stedforældre og biologiske forældre oplever i den sammenbragte familie sig selv i et udefinerbart rum uden normer og regelsæt eller andre rollemodeller end kernefamiliens model og rollefordeling. Og vores oplevelse af hvordan en familie "skal" være kommer til at stå i stærk kontrast til den oplevelse, mange møder i etableringen af den sammenbragte familie. 3) De fleste børn i den sammenbragte familie er medlemmer
af to forskellige familier: Nogle børn bor fast hos den ene og "besøger" den anden, mens andre "bor" på skift hos dem begge.
I de fleste tilfælde (86%) bor børnene fast hos moderen, hvorimod kun 10% bor hos deres far. Mange forældre i stedfamilien vil for alt i verden undgå ordet "på besøg" og bruger i stedet ordet "bor". Dette refererer til at barnet "er med dem". "Mit barn 'bor' hos mig hver anden weekend".
Børnene indtager position som halvt gæst og halvt familie, og ingen er helt klar over, hvordan de passer ind i familiestrukturen.
De er med deres fravær mindet om, at de ikke er helt med alligevel. De har måske ikke deres "hjemmevante" ting med, hvad der stiller dem i en gæsteposition; men det bliver alligevel "krævet" af dem, at de skal føle sig hjemme ved at indgå i familiens traditioner og væremåder.
Forældre, der ikke har deres barn boende fast hos sig, er tit bekymrede for om den kontakt de får med barnet er god nok, og de føler sig ofte skyldige og hjælpeløse i forholdet til etablering af en "god nok" kontakt.
 4) Stedrelationerne kan ikke tages for givet:
De relationer, der skal dannes stedforældre og børn imellem, er ikke givet på forhånd.
En mor og en far lærer langsomt deres barn at kende, efterhånden som det vokser op. Stedforældren får så at sige et færdigt barn "serveret", som hun eller han først skal til at lære at kende.
Det er farligt at blande begreber som respekt, interesse, omsorg og kærlighed sammen.
De tre første (respekt, interesse og omsorg) er holdninger, som man kan have over for et andet menneske, og som kan udtrykkes i måden vi behandler dette andet menneske på. Med tiden kan den ægte interesse, respekt og omsorg måske udvikle sig til kærlighed.
Nogle kan se det som en gave at blive stedforældre, mens det for andre bliver en lang kamp imod dæmoner.
Man kunne tænke sig, at vores biologiske yngelplejeinstinkt er udbygget på en måde, vi ikke kender til bunds, og som medfører, at vi instinktmæssigt reagerer på at få fremmede børn tæt ind på livet i familiemæssige sammenhæng, for det kan aldrig helt blive ens eget. En reaktion kommer der hos alle (enten man gør sig det klart eller ej). Vi mennesker er jo pattedyr, og man ved f.eks., at det inden for dyreverdenen er utroligt svært at få en dyremor til at tage sig af andres unger.
Hvis den sammenbragte familie har et fælles barn, kan dette barn være med til at fremhæve de begrænsede kærlighedsfølelser, der næres til stedbarnet i forhold til eget barn, hvor man kærlighedsmæssigt jo øser af en helt anderledes uendelig kilde.
Dette kan ikke alene skabe skyldfølelse og dårlig samvittighed hos stedforældrene, men også minde om og tydeliggøre den splittelse, der trods alt er i familien.
Det er en vigtig faktor, at barnet, som partnerne har med en anden, repræsenterer et resultat af seksualitet i det tidligere forhold, hvilket kan opleves som en provokation for stedforældrene og udløse en permanent "forbudt" jalousi og vanskeliggøre relationen til stedbarnet (yderligere).
Det er sådan, at en stedforælder normalt ikke kan bane sig vej ind i en allerede etableret familie uden hjælp.
Det medlem, der har hentet stedforælderen ind, nemlig den biologiske forælder, må åbne "døren" og skabe en plads. Det er så stedforælderens ansvar at "gå igennem denne dør".
Børn overfører ofte deres vrede mod forældrene til stedforældrene. Dette gælder især de "gode" (artige) børn. Ved at overføre vreden og hadet til stedforældrene legaliserer de derved deres følelser.
Hvis familien skal udvikle sig til en bæredygtig enhed, er det afgørende, at alle medlemmer oplever, at de hører til.
Hvis stedforælderen skal "sluses ind" på en konstruktiv måde i barnets liv, er den biologiske forældre nødt til at give afkald på en del af sin suverænitet og autoritet til fordel for stedforælderen.
Livet i en sammenbragt familie kan være noget af en balancegang...
For stedforældrene drejer det sig om at finde balancen mellem på den ene side en hensynstagen til det samspil og normsæt, der er udviklet i den biologiske forældre-barn-dynade gennem et helt barneliv, og på den anden side (som et integreret medlem af den nuværende familiekonstelation) at tilkendegive sin ret til at kunne sige fra og til. For den biologiske forældre gælder det om at balancere mellem de normer og grænser, som er kendt for barnet, samtidigt med at der skal gives plads til partneren, ...mens der for barnet er tale om at acceptere eksistensen af en voksenfigur, der som medlem af husstanden har lov til at være der.
Det er sandsynligt, at forekomsten af netop sådanne problemer eksponerer en selvforståelse af, at den sammenbragte familiekonstelation er af en anden kvalitet og støbning end en kernefamilies.
Kommentare (1)Melden Sie sich zum Hinzufügen eines Kommentars mit Ihrer Windows Live ID an (wenn Sie Hotmail, Messenger oder Xbox LIVE verwenden, besitzen Sie eine Windows Live ID). Anmelden Sie haben noch keine Windows Live ID? Registrieren
TrackbacksDie Trackback-URL für diesen Eintrag ist: http://stepmom-stedmor.spaces.live.com/blog/cns!C04BEA12CFCC4F21!122.trak Weblogs, die sich auf diesen Eintrag beziehen
|
|
|
